Information » Vedtægter        
Grundejerforeninger
  
Links
  
Vedtægter

VEDTÆGTER FOR LANDLIGGERSAMMENSLUTNINGEN GRIBSKOV VEST

Navn og hjemsted

§ 1.1 Sammenslutningens navn er "Landliggersammenslutningen i Gribskov Kommune Vest (tidligere Helsinge Kommune)".
1.2 Sammenslutningens hjemsted er Gribskov Kommune.

Område og medlemmer

§ 2.1 Sammenslutningen kan som medlem optage enhver grundejerforening i Gribskov Vest, som blandt sine medlemmer har ejere af fritidshuse.
2.2 En ejer af et fritidshus i Gribskov Vest kan optages som enkeltmedlem, såfremt den pågældende ikke er eller kan blive medlem af en grundejerforening, der er optaget i Sammenslutningen.

Formål

§ 3.1 Sammenslutningens formål er at fremme sager af fælles interesse for landliggerne i Gribskov Kommune, herunder at støtte foreninger i sager af principiel betydning. Det sker bl.a. gennem samarbejde med tilsvarende sammenslutninger i Gribskov Kommune Øst (tidligere Græsted-Gilleleje kommune). Principperne for samarbejdet er medtaget som bilag til vedtægterne.

Delegeretmøde

§ 4.1 Delegeretmødet er Sammenslutningens højeste myndighed. På delegeretmøder har hver forening én stemme, foreninger med mere end 200 medlemmer har dog to stemmer, foreninger med mere end 400 medlemmer har 3 stemmer. Enkeltmedlemmer har ikke stemmeret.
4.2 Ethvert lovligt indvarslet delegeretmøde er beslutningsdygtigt uanset de fremmødtes antal.
Til vedtægtsændringer kræves, at 2/3 af de afgivne stemmer er for den/de foreslåede ændringer.
På et delegeretmøde kan der ikke stemmes ved fuldmagt.
4.3 Ordinært delegeretmøde skal afholdes hvert år i tiden mellem 1. oktober og 30. november.
4.4 Indkaldelse til ordinært delegeretmøde skal ske med mindst 3 ugers varsel til
foreningernes formænd og enkeltmedlemmer, bilagt dagsorden, revideret regnskab, budget og eventuelle forslag til behandling på mødet.
4.5 Forslag, der ønskes behandlet på ordinært delegeretmøde, skal være formanden for Sammenslutningen i hænde senest den 1. september.
4.6 Ordinært delegeretmøde gennemføres med en dagsorden, der skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning om forretningsudvalgets arbejde
  3. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Fastsættelse af budget, herunder kontingent
  6. Valg jf. 4.7
  7. Eventuelt

4.7 Valg gælder for to år og har gyldighed fra 1. januar det følgende år.
Ulige år vælges: Formand, tre medlemmer af forretningsudvalget og en suppleant til udvalget – samt en revisor og en revisorsuppleant.
Lige år vælges: Kasserer, to medlemmer af forretningsudvalget og en suppleant til udvalget – samt en revisor og en revisorsuppleant.
4.8 Referat af et ordinært delegeretmøde sendes snarest efter mødet til foreningernes formænd og enkeltmedlemmer.

Ekstraordinært delegeretmøde

§ 5.1 Ekstraordinært delegeretmøde afholdes, når forretningsudvalget finder det nødvendigt, samt når tre foreninger skriftligt fremsætter ønske herom med angivelse af emnet, der ønskes behandlet.
5.2 Med hensyn til indkaldelse til, stemmeafgivning på og referat af ekstraordinært delegeretmøde følges reglerne i 4.2, 4.4 og 4.8.

Forretningsudvalget

§ 6.1 Sammenslutningen ledes af et forretningsudvalg på 7 medlemmer. Valgbar er enhver, der har fritidshus i Gribskov Vest, og som er medlem af en grundejerforening tilsluttet Sammenslutningen eller er enkeltmedlemmer.
6.2 Formanden og kassereren vælges særskilt jf. 4.7 Forretningsudvalget konstituerer sig selv med næstformand og sekretær.
6.3 Forretningsudvalget er beslutningsdygtigt, når 4 medlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
6.4 Arbejdet i forretningsudvalget er ulønnet. Sammenslutningen afholder mødeudgifter. Formanden og kassereren får dækket de udgifter, der er forbundet med deres arbejde. Udvalget kan herudover beslutte, at et medlem, der pålægges en særlig opgave, får dækket deraf følgende udgifter. Forretningsudvalget kan antage lønnet assistance.
6.5 Forretningsudvalget kan, når der er behov for det, indgå i samarbejde med andre grundejerforeninger hhv. sammenslutninger af grundejerforeninger i eller uden for Gribskov Kommune.
6.6 Ønsker en forening Sammenslutningens støtte i en kompliceret eller principiel sag, kan forretningsudvalget supplere sig med en repræsentant for denne forening, men uden stemmeret, indtil sagen er løst eller på anden måde afgjort.
6.7 Forretningsudvalget udpeger blandt sine medlemmer tre repræsentanter til at deltage i møder med kommunen. Disse medlemmer skal have fast bopæl uden for Gribskov Kommune. Ved forfald eller i særlige tilfælde kan andre medlemmer af forretningsudvalget udpeges af formanden til at deltage i møder med kommunen.
6.8 Forretningsudvalget udpeger medlemmer til at deltage i lokale foreninger med fleres arbejde.

Foreningens midler

§ 7.1 Sammenslutningen tegnes i økonomisk henseende af formanden eller kassereren.
7.2 Sammenslutningens regnskabsår er kalenderåret.
7.3 Kontingentet for det følgende år fastsættes på det ordinære delegeretmøde som et antal kr. pr. grundejer i den enkelte forening. For enkeltmedlemmer fastsættes kontingentet til minimum 10 gange kontingentet, der er fastsat pr. grundejer i medlemsforeningerne.
7.4 Foreningerne indbetaler kontingent til Sammenslutningen senest 31. januar. Ved indbetalingen oplyses foreningens medlemstal.
Sammenslutningen kan opkræve et gebyr, hvis det er nødvendigt at tilsende en forening et særligt påkrav.

Andre bestemmelser

§ 8.1 Foreningerne holder forretningsudvalget underrettet om sager, som må være af interesse for Sammenslutningen.
8.2 Udmeldelse af Sammenslutningen kan kun ske skriftligt med tre måneders varsel til en 1. januar.
8.3 Hvis en forening bevidst modarbejder Sammenslutningens interesser, eller hvis en forening trods påkrav ikke betaler sit kontingent, kan den pågældende forening ekskluderes af Sammenslutningen. Beslutning herom kan kun træffes på et delegeretmøde.

Vedtaget på delegeretmødet den 15. november 2006 med ikrafttræden pr. 1. januar 2007.

BILAG

PRINCIPPER FOR SAMARBEJDET MELLEM LANDLIGGERSAMMENSLUTNINGEN GRIBSKOV VEST
OG GRUNDEJERFORBUNDET I GRIBSKOV KOMMUNE ØST

Parter for samarbejdet er Landliggersammenslutningen Gribskov Vest, forkortet LLS og Grundejerforbundet i Gribskov Kommune Øst (tidligere Græsted-Gilleleje Kommune), forkortet GGGK.

LLS varetager alene interesser for landliggere/sommerhusejere. GGGK varetager fortrinsvis interesser for landliggere, men repræsenterer også enkelte helårsbeboere. I den nuværende Græsted-Gilleleje Kommune eksisterer yderligere en sammenslutning, der primært varetager interesser for helårsbeboere, men har et mindre antal landliggere som medlemmer.

Formål

Samarbejdets formål er at fremme sager af fælles interesse for landliggerne i Gribskov Kommune, herunder at støtte foreninger i sager af principiel betydning, når disse er i overensstemmelse med de overordnede principper, der er enighed om mellem samarbejdets parter.

Sager af fælles interesse er eksempelvis:

  • Forholdet mellem kommunens udgifter og indtægter, genereret af landliggerne (vejanlæg, og anden service rettet direkte mod landliggerne kontra indtægter fra sommerhusbeskatningen og detailhandelen),
  • Region- og kommuneplaner
  • Trafikforhold, især offentlige transportforbindelser herunder telebus,
    cykelstier og gangstier,
  • Naturpleje,
  • Faciliteter som bænke, trapper til strand, badebroer,
  • Renovation og genbrugspladser, herunder ikke mindst landliggernes betaling herfor,
  • Snerydning.

Sager af principiel betydning for foreningerne er eksempelvis

  • Udstykningssager, der strider mod f. eks. fredninger eller vedtagne
    bebyggelsesprocenter,
  • Ulovlig helårsbeboelse,
  • Fritidsområdernes udformning og benyttelse

Formandskabsmøder

Samarbejdet udmøntes i møder mellem organisationerne. I møderne deltager 2-3 medlemmer, udpeget af hver af de deltagende organisationer.

Der afholdes 2-4 årlige møder afhængigt af den aktuelle situation, skiftevis indkaldt af organisationerne.

En møderække forsøges skitseret ved første møde i hvert kalenderår.

Møder kan efter aftale arrangeres hyppigere, hvis særlige omstændigheder gør det påkrævet.

Møderne skal afklare og udforme en fælles indstilling mellem organisationerne forud for de møder, der forventes afholdt i kommuneregi, med sammenlægningsudvalget eller kommunalbestyrelsen i Gribskov Kommune.

I møder med kommunen repræsenteres landliggerne af deltagerne i formandskabsmøderne.

Anden kommunikation

Parterne inviterer til med et enkelt eller to medlemmer at overvære den anden parts delegeretmøder/generalforsamlinger.

Parterne orienterer ligeledes via e-mail til formand hinanden om alle sager, der har fælles interesse eller principiel betydning for landliggere i Gribskov Kommune.

Økonomi

Parterne afholder mødeudgifter til fortæring hver anden gang. Eventuelle kørselsudgifter og andre udgifter afholdes af den enkelte organisation.

    
 
 24. november 2017  Copyright 2009 Landliggersammenslutningen - Gribskov Vest   |  Om beskyttelse af private oplysninger  |  Vilkår for anvendelse
Trova tutti i nostri vestiti da sposa corti nella categoria