Artikler » Arresø   Registrer     
Interessante Links
  
Arresø

Arresø
- en personlig, historisk beskrivelse

O.A.K. Nielsen, der som forhenværende skovfoged, spillede en væsentlig rolle i både skovens og foreningens liv, har skrevet denne beretning om Arresø. OAK ydede foreningen en værdifuld bistand i forbindelse med anlæg af de mange stier langs søbredden, og ved restaureringer af dæmningen/molen i 1995.

 

Artiklen er oprindelig skrevet til Sandpapirets jubilæumsudgave i 2010. Vi giver ordet til OAK Nielsen:

Arresø - de rene fakta

Arresø, der er Danmarks største sø med sine godt 40 km2, blev ligesom det meste af Danmark formet under afsmeltningen af den sidste istid. Søen er trods sin størrelse meget lavvandet, ingen steder er dybden over 6 m.

Dette skyldes, at der på stedet lå en enorm isklump, der afskar vandmasserne og således hindrede de aflejringer, der har dannet det kuperede terræn, der især præger området sydvest og nordøst for søen. Andre store områder i tilslutning til søen ligger nu som store, nogle steder inddæmmede, flade mose- og engarealer.

Bredzonen

Arresøens flade struktur gør at den udover sin størrelse er karakteristisk ved sin omfattende bredzone, der omfatter et areal på ca. 250 ha.

Bredzonen defineres som det areal der er mellem det dyrkede/tørre land og åbent vand, arealet er helt eller periodevis vanddækket .

Indtil slutningen af Den anden Verdenskrig var der, bortset fra enkelte store træer, ingen trævækst ved søen. Der var en jævn overgang mellem agerjord, eng, rørskove og det åbne vand. Gårdene havde på den tid mange ansatte, denne overskydende arbejdskraft blev om vinteren bl. a. brugt til fjernelse af opvækst ved søen, det nedhuggede materiale blev oparbejdet til risbrænde, som især blev brugt som brændsel i komfurerne.

Efter krigen skete der tre ting, der fik afgørende betydning for bredzonens udvikling:

1.  Landbruget moderniserede med færre ansatte og der var ikke interesse for det billige brændsel.


2.  Der var en overgang ikke så stor interesse for tagrør til tagdækning.

3.  Velfærd/overforbrug førte til en kraftig forurening af søen.

Disse forhold førte til en tilgroning af pil, birk og el og det forurenede vand tilførte rigeligt med gødning. Denne uønskede tilgroning tog voldsom fart og ødelagde i løbet af nogle år store dele af rørskoven. 

Rørhøstningen

Rørhøstningen eller rørskæret hele søen rundt var fra ”gammel tid” delt op i små lodder, ”rørnumre”.  Grænserne mellem de enkelte rørnumre var markeret med ”doler” i daglig tale ”knotte”. Knottene, der var placeret ca. 15 m udenfor matrikelgrænsen, var dannet som en lille forhøjning af jord eller græstørv. Knottene var registrerede i en bog og blev hvert år gennemgået og udbedrede af en ”knotmand” med en eller flere hjælpere.

Det var noget af et arbejde, der er ca. 40 km søbred med 192 knotte. Et år var de smarte, en af dem medbragte et bundt pilekviste og stak en kvist ned i toppen på nogle af de knotte, det var vanskeligst at finde. Det kan stadig ses, som rester af gamle kæmpestore piletræer.

Retten til at forpagte et rørnummer for et år, blev hvert år solgt på en offentlig auktion.

I 1965 stoppede auktionerne og nogle år senere vedligeholdelsen af knottene. Forpagterne indbetalte herefter blot det gamle beløb som årlig afgift for deres rørnumre.

De fleste af forpagterne høstede blot de tagrør, der var nemmest at komme til, men gjorde ikke noget for at pleje rørskæret og dermed bredzonen, og tilgroningen fik et helt uacceptabelt omfang. 

Staten overtager naturplejen
For bedre at kunne styre udviklingen, herunder især plejen af bredzonen, opsagde staten alle aftaler i 1977 og skovdistriktet forestod herefter alt arbejdet på søen. Rørhøstningen gennemførtes ved en entreprenør. Bredzoneplejen, der snart viste sig at byde på væsentlige udfordringer, foregik ved egen arbejdskraft, entreprenør og som beskæftigelsesforanstaltning.

Rydningsarbejdet udførtes fra starten udelukkende med håndkraft, idet der dog blev brugt motorsav til fældning af de største buske og træer. Kvaset blev derefter slæbt sammen og brændt. Det viste sig at være uhyre vanskeligt at få de krøllede pilegrene til at brænde, og når der endelig var lavet et ordentligt bål, var der blevet for langt at slæbe materialet, og man måtte begynde forfra et nyt sted.

Det var et meget irriterende arbejde og der blev forsøgt flere muligheder for at minimere dette. Skovarbejderne fandt endelig en genial løsning, der fjernede det mest generende arbejde og reducerede tidsforbruget med ca. 25 %.

De skaffede en meget stor jernplade, hvorpå der blev svejset en ramme så det dannede et kæmpe fyrfad, heri tændte de bålet, og når det første stykke var ryddet - spændte de en ”jernhest” for og flyttede bålet hen til de næste pilebuske og fyldte på igen. En jernhest er en lille traktor med meget brede larvefødder og meget stor trækkraft, man går foran den og styrer, og den kan med sine kun 275 kg komme næsten overalt, også på tynd is, det var altid føreren der gik igennem isen før jernhesten.   

Da statsskovbruget i 1977 overtog høstningen af tagrør, var det også med det formål at få gang i en hårdt tiltrængt pleje af bredzonen. Der var på det tidspunkt tilgroet ca. 50 ha. Og det skønnedes, at der skete en yderligere tilgroning på ca. 2 ha./år. Da det viste sig at være overordentligt bekosteligt at fjerne det hele, lavede skovdistriktet en prioritering, hvor kriterierne var: standsning af tilgroningen, genopretning af særlige biotoper, bedre udsigt og bedre rørhøst. Ud fra disse kriterier og i forståelse med naboer og organisationer udarbejdede Skovdistriktet en egentlig plejeplan. De største opgaver i denne plan var i første omgang, arealer ved Pøleå, sommerhusområdet Lykkesholm, Nørremosen ved Kregme (det største på ca. 20ha.), Sonnerup Skov, Avderød, Vinderød, Ryengen og arealerne , der strakte sig fra Ryengen til Ramløse Å.

Arealet udenfor diget syd for Ryeng blev ryddet i forståelse med privat lodsejer, der ejede det inderste stykke.

Foto af moderne rørskærermaskine - dog ikke anvendt i Arresø, hvor høstningen primært foregår om vinteren - helst ved isdække.

På stykket fra Ryeng til Ramløse Å var tilgroningen så omfattende, at vi i første omgang koncentrerede os om at begrænse tilgroningen og høstningen af tagrør, der var jo mulighed for at se søen fra Birkevænget, Lærkevænget og Dyrevænget. Senere lavede vi en større rydning ved Dyrevænget, med det formål at forsøge med en afgræsning med kreaturer om sommeren, men det lykkedes ikke at få bindende aftaler om kreaturerne, efterfølgende er dette område holdt ryddet. I området fra Søtoften til Søvænget blev der ryddet et større areal med fritstående birk og pil og endelig blev arealet fra Søvænget til Ramløse Å ryddet.

Arresø - benyttelse og beskyttelse
Arbejdet i naturen ved Arresø har hele tiden været styret af en vurdering af et forhold imellem ”benyttelse og beskyttelse”. Dette kom, dengang, også til udtryk i ”Regler for færdsel m. v. på Arresø”:

  Paragraf 2. Færdsel med robåde, sejlbåde og andre fartøjer, der drives uden motorkraft er tilladt.                                                                     

Stk. 2. Færdsel med kanoer og kajakker samt sejlads med Windsurfere er ikke tilladt i perioden 1. marts - 1. juli. (Begrænsningen i stk. 2. blev indført for at beskytte rugende fugle).

  Paragraf 4. Det er ikke tilladt at have både liggende for svaj eller i rørbræmmen, idet al sejlads skal udgå fra de af Skov- og Naturstyrelsen godkendte anlægssteder. (Denne paragraf havde til formål at samle aktiviteterne på få steder (13) og dermed skabe fred i den resterende del af bredzonen). 

Områderne syd for Birkevænget og vest for Ramløse Å blev ryddet, mest af hensyn til udsigten.

Det store areal mellem Søtoften og Søvænget, hvor husene ligger noget væk fra søen, blev ryddet for at forbedre biotopen for planter, dyr og fugle.

Arealet fra Birkevænget til Dyrevænget ---- det blev der tænkt meget over. Plejen var indskrænket til at standse tilgroningen og det store pilekrat var ikke nogen god biotop for ret meget, så her var mulighed for benyttelse - stien.

Tilblivelsen skyldtes et positivt samarbejde mellem Skovdistrikt, Amt og Grundejerforening.

Skovens interesse var her - som det var hele vejen rundt om Arresø - steder tæt ved søen uden væsentlig gene for naturen og steder væk fra søen for at skåne naturen. Begge disse interesser blev tilgodeset her, benyttelse fra Birkevænget til Dyrevænget og beskyttelse fra Dyrevænget til Søvænget.

Stien blev lagt på statens areal ---- det sparede grundejerforeningen for en masse forhandlinger med lodsejere og skoven fik (reglernes § 4) stoppet det, at nogle lodsejer mente, at naboskab var ensbetydende med ret til båd i søen/bredzonen og ikke mindst lidt goodwill omsat til selvjustits.

Der var lidt små uoverensstemmelser undervejs, men hvor der er en vilje er der altid en vej/sti.

En personlig exit
Det er nu seks år siden (1994 red.) jeg, efter 32 år som skovfoged, på grund af kommende strukturændringer valgte at forlade statsskovbruget. Arbejdet indenfor Skov- og Naturstyrelsen skulle styres mere centralt, og jeg var bange for, at den store personlige frihed (under ansvar) jeg havde haft ville forsvinde. Samtidig blev skovparterne nedlagt og jeg frygtede, at alle mine lokal kontakter ville forsvinde. Jeg tog ikke helt fejl.

Jeg lovede samtidig mig selv, at jeg ville (prøve) at lade være med, af egen drift, at blande mig i det arbejde, der fremover skulle udføres ---- det håber jeg indtil videre er lykkedes.

Men jeg er da stadig til rådighed, for alle, med den viden jeg har oparbejdet igennem de 32 år med Arresø .

OAK Nielsen


 

 

 

    
 
 24. juli 2019  Copyright 2010 af Grundejerforeningen på Sandet   |  Om beskyttelse af private oplysninger  |  Vilkår for anvendelse
Trova tutti i nostri vestiti da sposa corti nella categoria