Artikler » Ryengen ved Arresø   Registrer     
Interessante Links
  
En personlig kærlighedserklæring til Ryengen for 45 år siden

Ryengen ved Arresø

Af overlærer Ruth Højbjerg-Petersen
i Vejby-Tibirke Årbogen 1970-71

Vi læser dagligt om forurening af luft og vand og om støjproblemer. Her skal fortælles om et lille fristed, hvor luften er ren og krydret, og hvor der er stille, men aldrig stillestående. Et mylder af fugle, et glimt af ræv eller hare eller rådyr gør, at en tur i Ryengen og Karsemose enge ved Arresø altid er levende og overraskende – der sker altid noget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Står man midt i det udstrakte område, har man en vid udsigt til landet, der hæver sig langs Arresøens bredder mod øst og syd og vest. Mod øst den blidt bølgende profil af Ramløse Bakker med kirken og møllen, og lader man blikket glide videre langs kysten, skimtes Huseby og Annisse Kirke; mod syd ses de kraftige profiler af Auderød-næsset og de store skovklædte skrænter ved Frederiksværk og mod vest det bakkede landskab med Vinderød Kirke og Arrenakkens vældige knude. Søen gemmer sig en stor del af året bag den brede sivskov; men i forårsmånederne og til langt over pinse, er der friske udkig til søen mange steder, fordi der i vintertiden er skåret tagrør.

Kan man bebrejde en sø, at den ikke er blå? Arresø kan være blå på en klar solskinsdag; men den har som regel andre ligeså dejlige farver i grønt, brunt, okkergult og gråt, som blæsten og himlen nu vil det. Den er ikke ret dyb – de dybeste steder højst 4 meter, og det skulle være årsagen til farven. I uroligt vejr piskes bundens ler op i vandet, og dette, i forbindelse med en grøn alge, giver de ejendommelige farver, nye fra dag til dag. Smukt er det ved forårstid, når man ser ud over de store vissengule stubmarker, hvor rørene er skåret: De er isprængt saftigt gule øer af engkabbelejer, og langt ude skimtes søen, hvor troldænder og vildænder vipper i det urolige vand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På en tur i engene skal man helst færdes i gummistøvler. I forårstiden er engene tundraagtige – og i højsommeren er brændenælder og tidsler vokset kraftigt til. Det kan måske lyde barskt – men her er nu mildt og godt. Der går nogle græsklædte småveje ned til diget, der omgiver engene ud mod søen, og det er tørt og stærkt at gå på. Det blev bygget for godt 25 år siden samtidig med, at man gravede ”kanal” og lavede pumpestation, alt sammen for at kunne dræne strækningerne i det våde forår. Et enkelt sted, hvor en mosegris har sprængt en af de tykke græstuer i diget, ses i sandet en vrimmel af hjertemuslingeskaller – og de er ikke helt almindelige. De er ca. 6000 år gamle. Hjertemuslingen lever ikke i ferskvand; men da man byggede diget, lavede man det af søens ler og sand ved at grave en meget dyb grøft nogle meter ude i rørskoven og nåede derved ned til årtusindgamle sandlag, der stammer fra slutningen af ældre istid, da Arresø ikke var en sø – men var bunden af Arrefjorden, som trængte sig ind fra Kattegat. Så lille en muslingeskal – så stort et perspektiv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligt på året, endnu inden kulden er af jorden, synger lærkerne over engen, og vildgæssene ankommer. Det er forjættende at høre deres snakken på deres yndlingssted ved søen, og hele foråret flyver de gækkende over engen – først i flokke, senere parvis. De er sky heroppe, slet ikke så menneskevante som vildgæssene i Utterslev Mose ved København. Man kommer dem ikke nær – men går man i engen er det godt at have en kikkert med.

Troligt kommer de år for år. Maleren J. Thomas Lundbye, der er fra Frederiksværk, fortæller i sin dagbog en dag i 1843, hvor tit han glædede sig over gæssene ved Arresø. Han så dem dengang i engdraget ved søen mellem Vinderød og Frederiksværk.

Næsten hele året er hejrene her også. De kommer fra en redekoloni på den anden side af søen for at fiske. Man ser dem i reglen ikke, før de flyver op og med regelmæssige, rolige vingeslag flyver ud over rørskoven og søen.

Viberne yngler på tuer i den våde eng. Deres viiv-viiv lyder dagen lang og længe efter, at mørket er faldet på. Og dobbelbekkasinen holder til her. Jeg glemmer ikke, da jeg første gang oplevede den. Det var en aften i påsken med let frost, da vi var nogle stykker, der gik en måneskinstur i engen. En mærkelig, mørk, og dirrende tone var i luften over os, snart nær, snart fjern. Vi så selvfølgelig ingenting men var bare fascineret af lyden. De næste dage viste det sig, at det var dobbeltbekkasinen, vi havde hørt, vi så den i sin flugt over engen. Det er hannen, der ved at udspile sine halefjer og styrtdykke frembringer den ejendommelige, syngende tone.

Flokke af vipstjerter, rørspurve, stære og ryler giver engen uro-liv – men i maj måned kulminerer uroen og stemmerne: Gøgen kukker, nattergalene svarer hinanden i engens buskadser – og går man sin tur langs rørskoven, er der en larm af ivrige sivsangere, hvis stemmer høres langs hele turen, en uophørlig melodi, hvor hæse og klare toner skifter. Frøerne kvækker på det lave vand, blishønsene udsender små, korte trompetstød, og lappedykkerne hvæser og ses i mærkelige, rituelle danse på vandet mellem sivene.

Og så er der den lille bynkefugl ude i engdraget. Let flyver den fra den ene høje plante til den anden, sætter sig og udsender en lyd, der lyder som et lille, kort smækkys.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rørhøgen - patruljerer hyppigt i kanten af rørskoven i lav højde - og slår pludselig ned.... !

Rovfuglene, som for hvert år bliver sjældnere her i landet, er her heldigvis også. Musvågerne og tårnfalkene ses i luften hele året. En gårdejer, der skærer tagrør ved søen – og det sker i vintertiden, når man kan komme ud på isen og arbejde – har fortalt mig, hvordan rovfuglene mister noget af deres skyhed på denne tid. Vinteren er hård, og de kredser om de steder, hvor der bliver skåret tagrør for at søge føde mellem stubbene i isen.

Spurvehøgen jager småfugle i sivene. Og i en kort periode ses en ensom gæst – en stor rovfugl – over søbredden ved de tre store pile. Jeg tror, det er en rørhøg, der har rasteplads her. Jeg er ikke ornitolog, men når man færdes i dette terræn, bliver ens interesse for fugle styrket.

Forårsmånederne lige fra den første mildning er i luften, er den mest levende tid hernede, og dejligt er det at følge blomsterne fra den tidligere følfod på diget til vrimlen af engblomster i maj. I juni måned blander de blomstrende græssers blålige og rødlige farvetoner sig med alle de grønne farver, de mørkegrønne hyldebuske blomstrer, og de rundkuplede elle i rørskoven har fået farve.

Engenes vartegn er tre meget store piletræer i sivskoven, det ses mange steder fra landevejen mellem Frederiksværk og Helsinge, ja helt fra Tibirke Bakker. Jeg har truffet den ene af de to mænd fra Tisvilde By, der plantede dem for et halvt århundrede siden. En vinterdag gik de ud på søens is og stak pilestokke gennem isen ned i søens bund i den nøgterne hensigt at afmærke et grænseskel i rørskoven.

Ser man på ældre kort over egnen, ser man, hvordan Ryåen tidligere snoede sig i store slyngninger gennem engene. Men kikker man på et gammelt kort fra 1708, der findes på Rigsarkivet, ser man det meget interessante, at ”Ryåen” dengang var det øvre løb af den gamle å, der afvandede Arresø, løb videre nord og vest om Arrenakke og havde sit afløb i Roskilde Fjord. Gang på gang sandedes den til i det 16. og 17. århundrede, da Sandflugten hærgede egnen heroppe, og det forvoldte oversvømmelser langs Arresøens bredder. Under Frederik IV. blev åen for sidste gang oprenset, men ny sandflugt ødelagde arbejdet, og i 1717-1719 gravedes den store kanal fra Arresø til Roskilde Fjord, der var med til at skab byen Frederiksværk.

Der er stadig et grænseskel i engene, der kaldes ”åen”. Men i dag er det kun et stykke kanal og nogle rudimentære grøfter. ”Åen” skiller engdraget i Tisvilde Ryeng (Helsinge Kommune) og Karsemose Enge (Frederiksværk Kommune), og engene tilhører bønderne. Der har siden 1937 været fredningsplan for dette område, som der er det for så mange andre områder langs Arresøens bredder. Et stykke på 9 hektar af Tisvilde Ryeng er allerede totalfredet.

Tisvilde Ry har i århundreder tilhørt Tisvildes bønder, der hver havde tre smalle lodder hernede alt efter jordens beskaffenhed, og denne ordning – der stammer helt fra tiden før udskiftningen i det 18. Århundrede – eksisterer på matrikelkortene endnu den dag i dag. Bønderne bjærgede hø hernede, skar tagrør og havde græssende kvæg og får, ikke alene i engen, men også på det tilstødende store Tisvilde Overdrev, som delvis er skabt af Sandflugten. Det er i dag rigt bevokset med selvsåede træer og er blevet et eftertragtet sommerhusområde. Selvom en del af Tisvildes gårdejere endnu har lodder i engen, er størsteparten overtaget af folk, der har gårde i nærheden af ryet – for engen ligger en mils vej fra Tisvilde By – det blev for langt. Engjorden må gerne opdyrkes; af og til har der været korn på nogle af de lange, smalle lodder, og der er indhegninger med græssende kvæg og heste. Men fredningsbestemmelserne siger, at der ikke må bebygges eller beplantes med bevoksning, der skæmmer udsigten. Og gudskelov for det.

De mange lodsejere er tolerante. Folk må gerne gå en tur i engene, og der er en del, der har fundet herned, ikke så mange. Man skal jo ud at gå – det er der ikke mange, der vil i dag. Når de er kommet ned ad Store Ryvej, der den eneste offentligt tilgængelige vej mod engene, og de ser de grønne områder, hvor vejen stopper op, vender de om og siger ærgerligt, at ”man ikke kan se søen”.

Engdraget er et enestående område – for fuglene såvel for dem, der bruger gummistøvler. Sådan et sted burde sikres ved en endelig gennemført fredning – det må værnes imod, at fredningsplanerne ved et overilet skridt ophæves. Området burde fortsat blive anvendt af gårdejerne, som det bliver det i dag – eller ville det hele gro til.

Men en endelig fredningskendelse må der til. Ikke noget med grusede stier og bænke med papirkurve, men som det udtrykkes i fredningsbestemmelsernes særlige sprog: ”med adgang for almenheden under iagttagelse af orden og hensyn”.

Her er et stykke dejlig natur, et rigt fugleliv, en interessant historisk baggrund, der er værd at bevare.

Der arbejdes mod forurening og støjproblemer – og det er i den 11. time. Men samtidig må man værne om de gode steder. Her er omtalt et af dem. Der er mange, mange andre. En fornuftig planlægning må værne om dem, have værdierne in mente, når afgørelserne skal træffes om effektivitet og udnyttelse. Endnu kan vi trække vejret – lad os blive ved med at kunne få det.

-

 

 

Redaktionel kommentar:

 Artiklen er gengivet med tilladelse fra Vejby-Tibirke Selskabets formand Christian Friis (2013).

 Vær opmærksom på, at artiklen er skrevet for snart 45 år siden. Selvom meget stadig stemmer overens med den gamle beskrivelse her, er ligeså meget forandret. Ikke mindst er en større fredning endelig gennemført i 1982 og dels har fuglelivet ændret sig noget. Især rovfuglene er i god fremdrift pga den aftagende forurening og brug af færre pesticider i landbruget.

Læs også Grundejerforeningen på Sandets opdaterede artikel ”Ryengen – et fredet paradis” i foreningens medlemsblad Sandpapiret nr. 4 – oktober 2014, der især retter fokus på det store fredningsarbejde i slutningen af 1970´erne og som endte med den noget amputerede fredning i 1982.

 

-

    
 
 22. august 2019  Copyright 2010 af Grundejerforeningen på Sandet   |  Om beskyttelse af private oplysninger  |  Vilkår for anvendelse
Trova tutti i nostri vestiti da sposa corti nella categoria