Information » Fra historiebogen... >>>   Registrer     
Interessante Links
  

Jul på Sandet
af Sigrid Holm

 

”Jul på Sandet” er en beretning om Julen i ”gamle dage” og blev trykt i Grundejerforeningen på Sandets medlemsblad ”Sandpapiret” nr. 5 i 1993. På det tidspunkt var Sigrid Holm 77 år – og hun har således beskrevet sine juleoplevelser som barn i 30´erne.

Ja, så er det atter jul. Allerede sidst i oktober væltede det ind ad døren med farvestrålende reklamer – og man har hørt mange sige, at man begyndte da alt for tidligt med den julehalløj. Og da jeg er blevet opfordret til at skrive lidt om julen i ”gamle dage”, ja, så vil jeg atter som ”gamle Mortens datter”, gerne beskrive lidt om vores jul.

Jeg må da sige, at også dengang begyndte juleforberedelserne i god tid. Julegåsen sprang da ingenlunde ind på bordet af sig selv. Nej, allerede i november måned skulle gæssene begynde at have ekstra foder, så de kunne blive gode til jul. Vi havde gerne en halv snes gående hjemme på mit barndomshjem – et parceliststed – som jo stadig ligger på Max Danners Alle 6. Dér boede vi alle, min far, min mor Sigfrede, min fem år ældre søster Elly, mig selv og min gamle bedstefar Peder Olsen. Bedstefar havde en gang fortalt os, at huset hed ”Guldsmedehuset”, fordi der engang havde boet en guldsmed. Om det passer, ved jeg ikke. Men én ting ved jeg helt bestemt – han tog guldet med sig, da han gik. Guldet har jeg i hvert fald ikke set noget til i min barndom.

Nå, tilbage til gæssene. Kun de mennesker, der selv har haft gæs, ved hvilke ondskabsfulde væsener de kunne være. Både min søster og jeg var bange for dem. De rendte hvæsende efter os og slog voldsomt hårdt med deres store vinger. Så selv om jeg har tudet mange tårer, når nogle af vores dyr skulle sælges eller slagtes, ja, så gjorde det ikke spor ondt, at se disse dyr ligge på rad og række, nyplukkede og marcipangule med hver en lille seddel, hvor der stod, hvor de skulle sendes hen. Een gås skulle til Rebildvej 14 til frk. Andersen og fru Eriksen, der i sin tid byggede ”Fyrrebo”, der nu ejes af Lise og Niles Hagelskær. En gås skulle til Brønshøj – til Gerda Ellegaard, der var ejer af ”Enghuset” og igen andre skulle til vores nærmeste familie.

Min mor havde i årets løb gemt alle pæne papkasser, ligesom alt pænt papir var rullet på en paprulle. Man gik skam ikke hen og købte papir. Far tog et nøgle høstbindegarn ind, hvilket var det han også brugte, når han skar tækkerør ved søen. Jeg tror det var dyppet i noget olie, for det sendte en egen duft ud i stuen. Så blev der pakket. Der skulle jo også skrives julekort til alle.

Alt blev sat koldt til næste dag, hvor det blev læsset på vores charabanc, hvorefter mor og far kørte til Frederiksværk, hvor alt blev sendt afsted. De julehandlede så på vej hjem – dels i byen, men vist mest hos købmanden i Vinderød. De var sjældent hjemme før det var blevet mørkt. Hvor far ellers altid plejede at spænde hestene fra ude ved vognporten, blev vognen denne aften kørt helt op til døren, så man bedre kunne se at bære julegaverne og varerne ind. Det kunne godt give lidt sommerfugle i maven af spænding på os to piger.

De sidste 8 dage inden jul var ret hektiske. Man havde jo ingen fryser dengang, så julegrisen skulle slagtes så sent som muligt – og her bliver jeg nødt til at blande endnu en familie ind i billedet: Nemlig familien Lars Frederiksen, der bestod af Lars, hans kone Petrine og Petrines gamle mor Grethe, børnene var datteren Helene, sønnen vores vognmand Holger, der trolig den dag i dag prøver at trække ”rynkerne” ud i hullerne på Lille Ryvej, samt sønnen Henrik, der har gasdepotet på Mosevej 3 (og som gladelig modtager julens tomme vinflasker – husk det!). Denne familie spillede en stor rolle i vores barndom. Her hjalp man hinanden og delte trofast alt. I fællesskab med skovløber Oluf Larsen, ligeledes beboer på Lille Ryvej, havde man skillinget sammen til at få bygget et ”vaskehus”, hvor alle tre familier nu kunne vaske på skift. Huset indeholdt en gruekedel, en stor stenrulle og tørretumbleren bestod af en vridemaskine, der blev skruet på skyllekarret.

Her skulle slagtningen af julegrisen foregå. Man havde som regel to grise. Den ene skulle sendes til slagteriet og den anden skulle slagtes hjemme. Det var for os unger en stor dag, men Elly og jeg måtte først nærme os, når grisen var død. Den vold var ikke noget for os. Far havde tændt op under gruekedelen meget tidligt – for vandet skulle være kogende, når slagteren kom – for øvrigt en pudsig fyr, der hed Hans Rasmussen. Jeg var meget betaget af ham, for han kunne spytte og snakke samtidigt.

Nu skulle grisen slagtes og derefter op i det store kar med kogende vand, så alle hår kunne skrabes af. Vores mor var knapt så glad indtil slagtningen var overstået. Vi havde jo købt grisene som små og hun havde jo fodret dem og sikkert kælet lidt med dem – og nu skulle hun være med til at røre i ”blodgryden” – blodet skulle jo bruges til blodpølse og for at det ikke skulle størkne, skulle der, mens det var varmt, røres rugmel i med det samme. Det var mors rædselsdag, men hvad skete i sidste øjeblik – jo, så troppede ”gamle Grethe” op med et stort hjemmesyet sækkeforklæde på og sagde: ”Gå du bare ind Sigfrede, der her klarer jeg!” Intet under at mor elskede ”Gamle Grethe”.

De følgende timer skulle alle nysgerrige sjæle nok holde sig væk fra vaskehuset, da skulle tarmene nemlig vendes og renses. Det sendte jo en frygtelig aroma ud, men mor, Petrine og Grethe gik rask i gang. Man brugte en ren halmvisk, der var bundet stramt sammen og med den kørte de rundt i tarmene. Det tog al slim og urenheder væk. Og jeg kan love jer for, at selv den nyeste Vax støvsuger kunne ikke gøre det bedre.

Så blev der gjort pinligt rent og så begyndte stopningen af pølsemassen, der nu var rørt op med masser af små fedtterninger og rosiner, ligesom der var smagt til med krydderier, hvorefter man satte et såkaldt ”pølsehorn” for tarmen og stoppede massen i. Nu var gruekedlen fyldt op med rent vand og når det kogte, kom pølserne i. Én ting jeg husker, der gjorde det så julehyggeligt var, at da der jo ikke var elektrisk lys i huset, satte Grethe et tændt stearinlys hen ved gruekedlen.

Og der stod hun så ret op og ned i flere timer for at passe på at vandet ikke kogte for voldsomt, for så revnede pølserne jo. Så med en hulske og en strikkepind vendte hun dem hele tiden og først når huset begyndte at dufte af krydderierne – ja, så fandt vi vej derind igen. Jeg kan næsten høre ”Gamle Morten” sige: ”Nå, Grethe – er pølserne snart færdige?”, hvorpå Grethe svarede: ”Ja, der er nok en tynd en, du kan prøvesmage!” Henne på den store stenrulle stod en tallerken med sukker og sirup. Dér kunne man så dyppe pølserne. Snart dukkede Lars Frederik´ op og han skulle også smage. Efter en lang arbejdsdag i skoven var han godt sulten og jeg er sikker på, at den sorte snus, der gerne sad i hans overskæg, har givet ekstra krydderi. Snart var den værste sult stilnet af. Grisene blev båret ind i huset. De havde dagen igennem hængt på nogle stiger ude i kulden. Nu skulle de så dagen efter parteres ud. De resterende pølser blev delt ligeligt i store brune lerfade, stearinlyset blev pustet ud og hver gik til sit, lidet tænkende på den lange arbejdsdag.

Selve juleaftensdag var dejlig. Mor bagte æbleskiver hele dagen og alle der nærmede sig hjemmet skulle have kaffe og æbleskiver. Når vi kom dertil, hvor julemaden var færdig, blev der pakket to kurve. Dem skulle Elly og jeg bringe ud. Den første skulle afleveres hos ”Cykel Martin”, som boede på vejen til Sandkroen. Han var en original – men ikke på den måde at det blev brugt som skældsord. Han blev blot betragtet som en ”ener”. Han havde en stor plettet jagthund der hed ”Feltmann”. Martin havde som sagt et cykelværksted – og dét over hele huset! Både på gulv og bord lå alt hans grej. Jeg husker jeg så med stor interesse på nogle svalereder som var bygget under bjælkerne inde i stuen, men juleaften havde Martin ryddet den ene ende af spisebordet og guderne må vide hvor, havde han fundet en næsten hvid dug frem og lagt kniv og gaffel på. Efter han, med den evigt hængende dråbe under næsen, havde bedt os hilse hjemme, drog Elly og jeg videre op til gamle Sofie, der boede lidt længere henne ad vejen.

Selvom Sofie udmærket godt vidste vi kom, slog hun alligevel hænderne sammen og jublede: ”Åh Herre Jeremi! Har jeres mor igen lavet julemad til mig!? Hils nu jeres mor mange gange og sig tak!” Så skyndte vi os hjem til vores egen juleaften. Da kom vores bedstefar altid ind fra sin aftægtsstue – og alle spiste sammen – og tænk, hvor højtideligt der den eneste ene aften om året blev bedt bordbøn. Bedstefar rejste sig, foldede sine hænder og sagde:
”I Jesu navn går vi til bord
At spise og drikke på dit ord
Dig til ære, os til gavn
Så får vi mad i Jesu navn”

Når vi havde spist, skete der noget, Elly og jeg havde glædet os til: Oppe på buffeten lå der tre julebøger, som ingen af os så meget som turde tænke på at røre før Jul. Det var Knold&Tot, Gyldenspjæt og ”Ved Julelampens Skær”. De blev hvert år købt hos ”Julens Glæde”, der bestod af en hyggelig ”Jacobsen” der hver søndag året igennem kom og opsparede de skillinger, der kunne undværes. Beløbet blev så udbetalt ca. 14 dage før jul. Hos ham bestilte man også disse julebøger og jeg husker når han kom hjem med dem (vores hjem lå sidst på turen), så havde velmenende sjæle i dagens løb ønsket ”Jacobsen” så megen Glædelig Jul, at far gerne tog flagermuslygten i hånden og fulgte ham rundt til de sidste steder – for der skulle jo nødig ske ham noget!

Juleugen var gerne lidt stille. Vi unger kunne godt lide at gå en tur i Tisvilde Hegn – Ja, det vil sige – jeg var jo fem år yngre og kunne Helene, Henrik, Holger og ikke mindst min søster stikke af uden mig, ville de helst det. Men jeg holdt mig til. Måske ikke så meget for turens skyld, men mere fordi Petrine gerne havde bagt en meget stor, massiv bradepandekage. Jeg tror af tre pund mel og bare eet æg! Men, hvor den dog smagte os, når vi kom hjem! Så fik vi the af de brune lerkopper og den sjove tilhørende thepotte – og det ville jeg ihvert fald ikke gå glip af!

Til sidst sluttede festen Nytårsaften. Juletræet blev tændt igen. Dog skulle der være lidt lys tilbage til Hellig Tre Kongers aften, hvor det blev tændt for sidste gang – og her vender jeg tilbage til ”Cykel Martin”, for på slaget tolv tog ”Gamle Morten” sit jagtgevær (sikkert overtrædelse af Jagtloven) gik ud på marken, hvor han traditionen tro, bragede et skud af, der lynhurtigt blev besvaret af Martin. Det gentog sig to gange – og så var der taget hul på et nyt år.

Det bliver der jo også snart her hos os igen – og jeg slutter min lille historie med at ønske alle Sandpapirets læsere en rigtig Glædelig Jul og et Godt og Lykkeligt Nytår!

Sigrid Holm
 

 
 16. oktober 2019  Copyright 2010 af Grundejerforeningen på Sandet   |  Om beskyttelse af private oplysninger  |  Vilkår for anvendelse
Trova tutti i nostri vestiti da sposa corti nella categoria